DanskEnglish

Bladt Industries vinder ny stor ordre

25-11-2021

Vattenfall har valgt Bladt Industries som leverandør af overgangstykker til havvindmølleparkerne Vesterhav Syd og Vesterhav Nord, der skal opføres ud for den jyske vestkyst. Dermed er en ny, stor kontrakt i hus hos den danske energikoncern.

 

Tidligere på måneden blev det offentliggjort, at Bladt Industries havde indgået to store kontrakter til det amerikanske offshore marked.

 

Nu har Bladt Industries så tegnet kontrakt med energiselskabet Vattenfall om levering af 21 TP’er til Vesterhav Nord og 20 TP’er til Vesterhav Syd, der skal opføres ud for den jyske vestkyst i de kommende år:

 

- Vi er meget tilfredse med at være blevet valgt til endnu et stort offshore vindmølleprojekt. Dermed understreger vi endnu engang vores position som verdens største leverandør af havvindmøllefundamenter, og vi bygger videre på vores målsætning om at være fundamentet for den grønne omstilling, siger CEO Anders Søe-Jensen fra Bladt Industries og fortsætter:

 

- I dag kan vi offentliggøre endnu en stor ordre, og vi er stolte over at skulle levere TP’er til de to kommende danske havvindmølleparker. Vi glæder os desuden meget til at skulle arbejde sammen med et af Europas største energiselskaber og en erfaren spiller inden for offshore.

 

Produktionen påbegyndes allerede i foråret 2022 og skal foregå hos Bladt Industries i Aalborg. TP’erne vil have en højde på op til 22,5 meter og en vægt på ca. 260 tons pr. stk., og hele projektet forventes færdig i slutningen af 2023:

 

- Vattenfall er ligesom Bladt Industries interesseret i at tage et socialt ansvar, og der er derfor indgået aftale om, at dette projekt skal bruges som en uddannelsesplatform for en række af vores lærlinge, som vil deltage i fremstillingen af TP’erne, fortsætter Anders Søe-Jensen.

 

De to havvindemølleparker, Vesterhav Syd og Vesterhav Nord, vil tilsammen bestå af 41 vindmøller med en samlet kapacitet på 350 MW fordelt på 170 MW fra Vesterhav Syd og 180 MW fra Vesterhav Nord. Begge havvindmølleparker vil blive placeret 10 kilometer fra den jyske vestkyst nær Thyborøn (Vesterhav Nord) og Søndervig (Vesterhav Syd) i en vanddybde på ca. 20 meter. Havvindmølleparkerne vil tilsammen kunne forsyne omkring 350.000 danske husstande med elektricitet.

 

 

 

 

Bladt Industries – Fundamentet for den grønne omstilling

Bladt Industries er blandt de største i verden inden for havvind. Virksomheden har i de sidste 25 år leveret til mere end 2.500 havvindmøllefundamenter svarende til mere end en tredjedel af alle verdens havvindmøller. Bladt Industries har desuden leveret et betydeligt antal offshore transformatorstationer.


 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

  • Executive Assistant & Communication Manager Helle Krushave Honoré, Bladt Industries A/S, tlf. +45 9635 3700, mobil +45 2544 3076 og e-mail heh@bladt.dk